Fra undfangelse til fødsel

"Fra undfangelse til fødsel" er en beretning af Malthes mor om tanker og hændelser i løbet af graviditeten. Skal læses nedefra og op. God fornøjelse!
 

Uge 52 anno 2012

Det er mandag d. 24. december 2012 - ja, juleaftensdag - og efter to dage på barselshotellet i Aldersrogade, er vi klar til at vende næsen hjemad. To blev til tre og det var da noget af en speciel følelse, at vi lige pludselig skulle til at være en lille familie i Bredgade. Hjemturen var jo ret kort og gik rigtig fint, med Malthe i autostol osv.. Da vi kom hjem, stod vi i entreen og kiggede på hinanden. Så kiggede vi ned på Malthe og sagde "hvad gør vi så?". "Nu har vi et barn - hvor er den dér brugsanvisning der følger med?". Men næh nej, de kommer jo desværre ikke med sådan én, så nu måtte vi jo prøve at finde ud af hvad dagens menu skulle stå på. For Malthes vedkommende handlede det jo bare om mad, sove, tør ble - mad, sove, tør ble - osv..

Og således fik vi den bedste julegave vi nogensinde havde kunne ønske os, og SÅ startede livet!

Uge 51 anno 2012

Jeg tænker og tænker, hvad er det mon for nogle tegn jeg skal holde øje med. Det er jo svært at vide når man ikke har prøvet det før. Jeg har spurgt flere om hvordan veer føles og alle siger bare "du er ikke i tvivl". Jamen lidt i tvivl kom jeg godt nok alligevel. Måske fordi jeg efterhånden bare håbede og håbede, at det nu var en ve jeg liiiiige kunne mærke dér.

Torsdag d. 20. december (Malthe 41 uger + 3 dage) skriver jeg til Tim i løbet af dagen, at han nok ikke skal komme alt for sent hjem. Jeg tror der er ved at ske noget. Da han kommer hjem kan jeg mærke sådan lidt murren i maven. Men det var jo ingenting skal det vise sig. Men ret skal være ret - den første ve kom omkring kl. 18 torsdag d. 20. december. Ca. ved 1-tiden om natten til fredag, begynder veerne at blive regelmæssige. Tim begynder straks at tage tid mellem veerne, for vi ved jo ikke hvor hurtigt det kommer til at gå. Hen ad natten/tidligt på morgenen, siger jeg til Tim at han bare skal ligge sig ned og sove, for dét her kommer nok til at tage sin tid. Vi har jo tid til igangsættelse d. 21. december kl. 17 og om morgenen ringer vi til fødegangen og fortæller, at jeg har haft veer hele natten. Der har været mellem 15-20 minutter imellem. Vi skal blot holde vores tid, hvis altså ikke jeg har behov for at komme tidligere. Næh nej, det havde vi ikke, så vi mødte op kl. 17. Jeg håber VIRKELIG at jeg er klar til en fødestue, for nu har jeg haft regelmæssige veer i 16 timer og synes da at det er temmelig anstrengende. Men det kunne jeg godt glemme alt om. Vi blev sendt hjem igen - øv øv. Der skulle dog ikke gå meget mere end turen hjem, en omgang lasagnette og et brusebad før det igen var tid til at ringe til fødegangen. Der var nu ca. 2 minutter mellem veerne og de syntes da det var en meget god idé hvis vi liiiiige kom forbi :-) JAAAAH, heldigvis langt nok henne til at jeg måtte få en stue med bad og dobbeltseng og hele molevitten. Det er jo lige før den fødestue var større end min første halvandenværelses lejlighed. Nå, men alle detaljerne vil jeg spare denne hjemmeside for, men jeg kan jo bare sige, at seks timer senere, d. 22. december kl. 04:01 kom jo den dejlige lille Malthemusen til verden. Nøj mor her var lykkelig, for det var godt nok noget af et marethon - på 27 timer i alt. Malthe nåede at ligge 41 uger og 5 dage i det dejlige varmtvandsbassin i mors mave.

Uge 50 anno 2012 (Malthe 40 uger + 0 dage)

TERMIIIIIIN d. 10. december!!! Sikke en ventetid. Nu må du altså godt snart komme. Jeg har bagt, gjort rent, besøgt veninder, været i biffen, hygget om Tim, bagt lidt mere, gjort lidt mere rent, ordnet børneværelse, vaske dit dynebetræk for tredje gang, besøgt banken, hygget med kollegaer, været til julefrokost, osv osv osv.. Så nu kan jeg snart ikke finde på mere at lave. APA tøserne (fra førfødselsholdet) er allerede begyndt at få deres børn, og de har ikke engang termin endnu. KOM SÅ UD!

Jeg er til jordemoder d. 11. december for sidste gang. Du er helt klar til at komme, så nu må vi bare vente. Hvis ikke jeg går igang af mig selv, bliver jeg sat igang d. 21. december. Ja, jeg håber da så sandelig at du har tænkt dig at komme FØR det!

Uge 46 anno 2012 (Malthe 36 uger + 0 dage)

Mandag d. 12. november, sidste arbejdsdag i banken. Tænk at det allerede er nu. Det er vildt! Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg i princippet kan blive mor inden for meget kort tid. Jeg har fire uger til min termin og man siger, at fire uger før og to uger efter termin, regnes for "fødsel til tiden". Så tænk engang, det kan være i morgen. Nej nej nej, det går slet ikke, for jeg har en masse jeg gerne vil nå inden han kommer. Jeg skal som minimum nå at slappe af en masse. For jeg er UDKØRT! Det var hårdt at gå på arbejde den sidste tid, det skal slet ikke være nogen hemmelighed. Desuden vil jeg gerne nå at ordne vores bryllupsbilleder, som endnu ikke er fremkaldt til album (hehe - ting tager tid), hygge med min mand og en masse andre ting. Så Malthe, du må vente lidt med at komme (og det gjorde han jo så også).

Uge 40 anno 2012 (Malthe 30 uger + 5 dage)

Tim skal på konference i Barcelona og vi tager en forlænget weekend dernede sammen op til konferencen. Da vi står i lufthavnen og har tjekket ind, opdager den ellers så søde skrankedame pludselig, at jeg har mave på. "Øhm, hvor langt er du henne?" spørger hun. Ja det var jo så de dér 30 uger. "Lige et øjeblik...". Hun vender tilbage og fortæller at de skal have en lægeerklæring på, at jeg må flyve. WHAT?!!? Vi har lige fløjet kryds over atlanten og stillehavet, og dér var der ingen der sagde noget. Nå, men hun var hverken til at hugge og stikke i, så jeg måtte have fat i lægen og se om jeg kunne nå at få en lægeerklæring faxet ind til lufthavnen. Selvfølgelig var det lige midt i deres frokostpause, så telefonerne var lukkede. Møg møg møg! Heldigvis kunne vi få fat i Alexander, som mødte personligt op i lægehuset og lå på sine grædende knæ for hjælp. Men god vilje fra alle parter tikkede faxen ind ved gaten, fem minutter i lukketid og YES vi kunne komme med. Men men men... Der var så lige det, at kaptajnen var spanier, så han kunne selvfølgelig ikke læse dansk. Pyvha, en gatemanager måtte overbevise kaptajnen om, at der rent faktisk stod at jeg gerne måtte flyve og vi fik lov at boarde. Sikke et påstyr - det husker vi vist lige til en anden gang (hvis der bliver en anden gang :-)).

Vi havde en dejlig afslappende weekend i Barcelona, men hygge og en smule sightseeing og heldigvis ingen problemer på hjemvejen.

Uge 39 anno 2012 (Malthe 29 uger + 1 dag)

Vi er hjemme fra ferie igen og den barske hverdag melder sig. Med to en halv måned tilbage på job, begynder jeg at skulle tænke på at afslutte og overdrage en masse arbejde og sager. Det er sådan set ret underligt at tænke på, at når jeg går på barsel d. 12. november, går der næsten 1 år før jeg er tilbage igen. Jeg har aldrig rigtig før prøvet, at skulle "låne" mine kunder ud. Ja, nu er det jo ikke mine kunder, men bankens, men alligevel har man jo en hvis tilknytning. Også alle de mange dejlige kollegaer jeg har, som jeg ikke skal være sammen med så længe. Underlig tanke.

Nå, men jeg er også ved at være så langt henne, at jeg føler mig temmelig tyk og ikke særlig meget mig selv længere. Jeg starter på førfødselshold d. 25. september, sammen med 14 andre kvinder, der er lige så langt henne i graviditeten som jeg selv. Vi har alle sammen termin i december. GUD sikke en befrielse at møde nogle der har det ligesom mig. Træt i fødderne, ondt i ..., føler sig tyk og udmattet osv osv.. Det kan godt være det lyder som en ren kaffeklub, når vi mødes én gang ugentligt og laver gymnastik og drikker urtethe, men for mig var det ligesom en form for lettelse at kunne snakke med andre i samme båd.

Uge 37 anno 2012 (Malthe 27 uger + 1 dag)

Efter en uge i Hawaii på Oahu, skulle vi tilbage til fastlandet. Tænk engang, det tager alligevel 6,5 timer at flyve mellem Hawaii og Los Angeles - det ligger lige liiiiidt længere ude i Stillehavet end man lige tænker. Vi startede med at fejre vores 1 års bryllupsdag i Los Angeles, hvor vi brugte dagen i butikkerne på Rodeo Drive (det var SÅ varmt at vi måtte være indenfor) og om aftenen spiste vi middag på en meget romantisk restaurant - The Little Door. Vi nød i fulde drag den dejlige mad, mens vi læste alle de dejlige hilsner der var blevet skrevet til os til selve brylluppet, som vi havde taget med. Restauranten kom med en lille lykkeønskning i form af en "Happy Aniversery" dessert.  

 Fra Los Angeles gik turen mod Las Vegas og Grand Canyon, efterfulgt af Death Valley, Yosemite National Park for til sidst at slutte i San Francisco. Det gik egentlig forbavsende godt, med de ca. 1600 kilometer vi fik tilbagelagt. Ryggen voldte ingen problemer overhovedet og Malthe lå bare og hyggede sig i mavsen og voksede sig større og større. Det blev da også til en helikoptertur, bådssejlads og selvfølgelig masser af op- og nedstigning på almindelig fly. Jeg havde et par enkelte gange, blandt andet i Death Valley og Grand Canyon, hvor temperaturen sneg sig op omkring de 110 fahrenheit (ca. 43 graders celsius), hvor jeg troede jeg skulle dø. Det er simpelthen for varmt for mig at være gravid. Jeg følte mig fanget i min egen krop - puha det var ubehageligt. Men Tim er jo sådan en dejlig og betænksom mand, så med hans støtte og hjælp, klarede jeg mig alligevel igennem disse (tæt på at være) angstanfald.

Da vi var i Vegas var vi i Cirque du Soleil og se forestillingen KA. Det var et helt fantastisk set-up, men jeg blev på et tidspunkt en smule nervøs for lilleprutten i mavsen. Hold op hvor han sparkede og slog derinde - luk mig ud, luk mig ud. Om det var fordi han ville ud og være med (den lille selskabspapegøje) eller fordi han reagerede på de til tider ret høje lyde, det er jo svært at svare på, men vågen det var han i hvert fald.

Hvis I vil læse mere om vores herlige tur til USA, kommer der på et tidspunkt en længere beskrivelse med billeder her på hjemmesiden. Men first thing first :-)

 

 

 

Uge 35 anno 2012 (Malthe 25 uger + 5 dage)

Vi skal på vores sidste store rejse inden to bliver til tre og turen går til USA, nærmere bestemt Hawaii og Californien. Det bliver rigtig spændende hvordan det kommer til at gå, for turen derover tager 27 timer (vi starter I Hawaii) og der er 12 timers tidsforskel. Jeg er efterhånden begyndt at fylde lidt i landskabet og kan da også mærke lidt hævelse i fødder og ben efter en lang dag på farten. 

Jeg må sige at det var temmelig hårdt og det tog nogle dage at komme ovenpå. Jeg følte mine fødder var ved at sprænges, bare det at gå 100 meter op ad gaden. Som den gode og støttende ægtemand Tim nu er, fandt han det første og bedste sted (eller det første i hvert fald), hvor jeg kunne få en omgang fodmassage og det gjorde da også underværker, selvom han nok ikke ligefrem var uddannet inden for faget.

Vi tog det meget stille og roligt og brugte meget af tiden på at køre rundt og se øen, fremfor at gå en masse. Det var lige det der passede til os på det tidspunkt. Vi havde lejet en Ford Mustang cabriolet, for det havde altid været vores store drøm. Så drønede vi rundt og spillede smart i den - haha. Det var altså lækkert at komme lidt væk fra det hektiske liv i Waikiki Beach. I Waikiki er der proppet med Japanere, ja faktisk så mange, at man næste skulle tro man var i Japan. De er ikke altid lige flinke og høflige. Da vi kom til "North Shore" var det helt anderledes og vi præsterede da også en dag, at have næsten en hel strand for os selv. Ja strande og bountysand er i hvert fald ikke en mangelvare på Oahu.

Selvom det ikke altid er lykkens bamjulefis at være gravid i solskinsvejr, fik vi alligevel også nydt det skønne vejr, det krystelklare vand, den helt specielle hula hula stemning og spist og drukket en masse lækkerier.

Vi besøgte også Pearl Habour og "The Big Moe", hvilket var en meget speciel dag og stemning.

 

Uge 30 anno 2012 (Malthe 20 uger + 1 dag)

Så er det tid til gennemscanning på Riget. Her skal den lille have scannet alle de vitale organer, talt fingrer og tæer, arme og ben og alt det dér. Det vigtigste for os er at få af vide at han er sund og rask, men måske kan vi også få kønnet af vide. Vi er helt sikre på det bliver en pige, og vi har da også fundet et navn til hende, men nu må vi se...

Jubiiii - alt er i den skønneste orden med vores dejlige lille DRENG...??? :-) Hov hov, det var jo ikke lige det moderen havde regnet med. Jordemoderen nåede kun lige at sætte scanneren på maven og vupti, havde Tim gættet det med det samme. "Jeg ved godt hvad det er" sagde han lige så glad, mens jeg bare overhovedet ingenting kunne tyde af det billede. Men Tim har virkelig sans for de scanningsbilleder, for han så det samme som jordemoderen. Jeg må da også sige, at efterhånden som vi så flere og flere billeder, kunne jeg godt se til sidst, at han lå og strittede med gaverne - haha.

Det var sådan en dejlig oplevelse at være til 2. scanning og vi var lykkelige og lettede da vi gik ud derfra. Den eneste udfordring vi havde var "hvad skal han så hedde". Vi havde kun lige nået fortovet og jeg sagde til Tim "nå, men når det nu bliver en dreng, skal han så ikke hedde Malthe?". Og ja, det skulle han jo så :-)

Der gik ikke mange timer, før jeg pludselig havde et helt andet forhold til det lille væsen inde i maven. Nu vidste jeg jo, at det var en dreng og jeg kunne begynde at se vores tilværelse sammen med ham foran mig. Vi skulle købe drengeting, blåt tøj og lege med lego. Det sidste er især til Tims store fornøjelse.

 

Uge 27 anno 2012 (Malthe 17 uger + 1 dag)

Vi er på badeferie på Kreta og jeg mærker liv for første gang. Det føltes sådan lidt underligt - som et lille smølfespark. Jeg lå på maven på solsengen ved poolen og pludselig gav den lille prut livstegn fra sig. Det var super dejligt, for fra nu af kan jeg ikke bare se det, men også mærke, at jeg bærer et lille vidunder inde i maven.

Det er også nu at jeg begynder at få rigtig meget opmærksomhed omkring den lykkelige omstændighed jeg befinder mig i. Dette både på godt og ondt, for hold da op hvor har folk (som man måske ikke engang kender) pludselig mange meninger om éns krop og udseende. Men det er jo også dejligt med lykkeønskninger og de fleste har da også kun positive ting at sige.

 

 

Uge 21 anno 2012 (Malthe 12 uger + 4 dage)

Så er det ENDELIG tid til første scanning (nakkefoldsscanning). Schenna har været utroligt nervøs for "om der nu også er noget derinde". Og det var der selvføligelig - juhuuuuuu!! Når jeg nu kigger på billedet her, som er taget kun en uge efter scanningen, er det jo svært at forestille sig hvordan man kan være i tvivl. Men når man ikke mærker livstegn fra den lille, ingen gener har, men kun begynder at bule lidt ud - og i øvrigt har millioner af hormoner fisende rundt i kroppen - ja så kan man få de mærkeligste tanker.

Den lille bandit lå rigtig og hyggede sig derinde og vendte forkert, så jordemoderen kunne ikke måle nakkefolden i første omgang. Så mor her blev sendt ud efter koldt at drikke og en gåtur på Riget. Da vi blev kaldt ind igen, var det en ny - og noget mere tålmodig - jordemoder der scannede. Det blev til en hel time med glimt og billeder af den lille prut, indtil hun finally fik nogle gode billeder og målinger. Spændingen blev udløst da vi fik "pæne tal" og billeder med hjem derfra.

På dette tidspunkt målte den lille ca. 6 milimeter og terminen blev fastsat til d. 10. december 2012.

 

Uge 15 anno 2012 (Malthe 5 uger + 6 dage)

Dagen efter Tims fødselsdag må Tim i Døgnetto efter morgenbrød og graviditetstests. Efter nogle minutters stilhed og to gennemførte tests lyder det "Tiiiiiiim, kom lige" - "du skal være far". Tim vidste det åbentbart godt inderst inde, men havde valgt at holde det for sig selv - haha :-)

Jeg havde en meget anderledes fornemmelse i kroppen. Jeg havde jo ikke regnet med det, og så alligevel havde jeg. Men det var bare gået SÅ stærkt, fra tanke til handling. Én af de første ting jeg gjorde var, at smide cigaretterne ud (sammen med testene faktisk), for der var ingen tvivl om, at lilleprutten ikke skulle lide overlast af moderens dårlige vaner.

Vi tog senere på dagen til Lolland for at besøge morfar, som var kommet på hospice og havde det rigtig skidt. Selvom graviditeten skulle være en hemmelighed for nogle i et godt stykke tid, valgte vi at morfar skulle have den glædelige nyhed. Han blev da også vældig lykkelig - det kunne ses i hans øjne. Og terminen skulle vise sig at ligge lige dagen efter hans fødselsdag, så det var jo ret pudsigt. Beslutningen om at afsløre de dejlige omstændigheder skulle også vise sig at være én af de beste længe, idet morfar desværre gik bort få dage efter.Det var dejligt han fik det med sig i himlen.

Uge 11-15 anno 2012:

Total uvidenhed om hvad der venter os.

Uge 11 anno 2012:

Undfangelsen :-) Øøøøøhm, det var så LIDT hurtigere end vi havde regnet med og det som vi troede skulle være et forårs/sommerbarn, skal vise sig at blive et rigtig julebarn. Lad mig bare sige det sådan, at min 31 års fødselsdag, var en RIGTIG god dag :-)

 

 

 

 

Uge 10 anno 2012:

Nygifte og stadig en rosendans på en lyserød sky - haha :-) Tim har i nooooogen tid nu, talt hist og pist om "når vi engang får børn, såååå" og Schenna foreslår om ikke det er på tide, at tage det næste store skridt i vores liv. Ja, man ved jo aldrig om det tager en uge eller et år - eller ti for den sags skyld :-)


Forrige side: Malthes uger (ifølge mor)  Næste side: Det første år